Velkommen nye nabo

parkenartikel
27-03-2017

  Skrevet af Anne Dalsgaard

Klokken er 19 og to beboere er på vej op på 3. sal hvor en familie er flyttet ind. For at sige velkommen.

Små grupper af beboere har dannet velkomstteams i flere afdelinger i løbet af det sidste års tid. Når en lejlighed skifter beboere, så kommer de forbi med en lille hilsen. Lige nu er der velkomstteams i tre afdelinger – og det fjerde er på vej.

almenbo19-med-traeartikel

Glæden ved at bo her

”Jeg er med fordi jeg er glad for at bo her. Området har mange muligheder. Her er skov og park og det er tæt på byen. Her er mange aktiviteter. Hver gang jeg opdager det bliver jeg glad, og det vil jeg gerne give videre,” siger Hacer som er med i velkomstteamet i de gule huse i Rydevænget.

Som udgangspunkt er det ikke afdelingsbestyrelsen der tager en ekstra opgave. Det er andre beboere i afdelingen som gerne vil byde naboer velkomne. ”For er være med er det vigtigt at man brænder for sit sted. Viser at man er glad for at bo her”, siger Hacer og fortsætter ”og vi vil gerne det gode naboskab”.

almenbo22artikel

Banke banke på

Hawo har været med til at starte teamet i AlmenBos afdeling i Fjældevænget. ”Folk er glade for at få besøg og synes det er stort at vi har sådan en ordning”, siger hun, og fortsætter ”Når folk spørger hvorfor vi er med, så svarer at vi er frivillige, som er glade for at sige velkommen til vores nye naboer - og når vi så afleverer chokolade, og siger at vi håber folk bliver glade for at bo her, så smiler de, og svarer at de er helt sikre på at de bliver glade for det.”

velkomstfolderartikel

Kom igang

Ideen til velkomstteams kommer fra andre steder i landet, og det er Anne fra Den Boligsociale Indsats der sammen med afdelingsbestyrelser og varmemestre har fulgt op på ideen lokalt.

Ringgården afd. 21 var de første til at gå i gang forrige år. Ønsket var at blive mere synlig som afdelingsbestyrelse, og få kontakt med flere beboere som gerne vil være med til at lave et godt og aktivt lokalområde. Susanne, Christina og Grith fra afdelingsbestyrelsen gik på opgangsbesøg sammen med Anne fra Den Boligsocial Indsats. Det gav mange gode snakke om hvad der er værdifuldt i området, og hvad der gerne må blive ændret. Senere på sommeren rykkede afdelingsbestyrelsen i gården en solskinsdag, og fik en snak med forskellige forbipasserende.

ringgardenartikel

Flere til afdelingsmødet

På baggrund af det arbejde besluttede bestyrelsen for omkring 1½ år siden at gøre det til en mere permanent opgave. Nu banker de på hos alle nye indflyttere for at hilse på, og give dem noget materiale om afdelingen og området. Det sker indenfor de første 3 måneder. Så i den afdeling har bestyrelsen valgt at de gerne vil løfte opgaven selv – og møde de nye indflyttere. ”Sidste år var vi mange flere til det årlige afdelingsmøde, og flere af dem var nogen vi havde besøgt i løbet af året”, siger Susanne der er formand for afdelingen.

Siden har afdelinger i både Rydevænget og Fjældevænget taget ideen op, og bygget videre på de erfaringer som allerede var hentet. En afdeling fik samlet alle informationer i en folder og en anden afdeling fik etableret en Facebookgruppe for at gøre det lettere at aftale besøg. Der kommer hele tiden nye erfaringer til som teamene kan dele på tværs af området.

aab37artikel

Vil I have et velkomstteam i jeres afdeling?

Alle teams vil gerne have flere medlemmer, så kontakt dem gerne. Find velkomstteams på områdets hjemmeside www.herredsvang8210.dk under aktiviteter eller spørg din afdelingsbestyrelse. Hvis der ikke er et team i din afdeling og det er et ønske at starte et, så kontakt gerne Anne fra Den Boligsociale indsats som har erfaringer med at starte de andre teams.